Strum & Thrum: En undergrundsopsamling, du kan tage med på ferie

Tag med på en jangle-lytter i den amerikanske undergrund i 1980erne. Jeg kendte ikke selv en eneste sang i forvejen – men det er vanvittigt godt.

Ja, jeg ved, det er lidt af et sats at udsende et nyhedsbrev midt i sommerperioden. Men god musik lader sig ikke sådan holde tilbage, so here we go. Og så længe det blot er hobby og passion, så går det hele jo nok… 😊

Hvis du vil have dette afsenderorienterede, passionsdrevne nyhedsbrev om musik i din indbakke, kan du skrive dig op her:

Pladeselskaber (også kaldet labels) er en vigtig (og for nogle forhadt) del af musikbranchen. Der er ingen tvivl om, at pladeselskabernes rolle er langt mindre kreativ og meget mere business nu.

Men der er nogen derude, der holder den kreative fane højt og udgiver musik, fordi de elsker det og gerne vil dele det med os andre – og måske skubbe til vores horisont imens.

Yndlingslabel

Et af mine absolut favoritpladeselskaber er amerikanske Captured Tracks (okay, de er min absolutte favorit). Det var dem, der udgav de første skiver med Beach Fossils (der nu udgiver på frontmand Dustin Payseurs eget ‘Bayonet’-label), og deres roster tæller Mac DeMarco, Wild Nothing, DIIV, Craft Spells – og mange flere kunstnere, jeg ikke skal kede dig med.

(Hop lige ind på Spotify og søg på ‘label:”captured tracks”’, så er du kørende.)

Captured Tracks er på mange måder et spændende pladeselskab, og i udtryk og bredde minder det mig om bl.a. det hedengangne og berygtede Manchester-label Factory (Joy Division, New Order, The Wake, James – se alle). Det er muligvis mit kendskab til pladeselskabernes (under)verden, der er fuld af huller, men der er nogle ligheder – også i sound.

Mike Sniper, der er stifter af og chef for Captured Tracks, havde i lang tid den filosofi, at han ikke ville skrive kontrakt (signe) med kunstnere og bands, der i forvejen var kendt fra andre pladeselskaber – den første udgivelse skulle komme på Captured Tracks.

Udover at udgive musik fra deres egne kunstnere, har pladeselskabet også kastet sig ud i genudgivelser. Blandt andet har de genoptrykt skotske The Wakes (der også var signet til Factory) fantastiske ‘Here Comes Everybody’-LP fra 1985 tilsat singler. En genudgivelse Pitchfork belønnede med en rating på 8.2.

Og nu er de også begyndt at udgive opsamlinger.

Sidste år (jeg må med skam erkende, at jeg først har set den nu) udgav de nemlig en opsamling (den første i en række kaldet ‘Excavations’) med en række sange fra den amerikanske undergrunds-jangle-scene fra årene 1983 til 1987 kaldet ‘Strum & Thrum’:

Du kan lytte på bl.a. Spotify. Hvis du er til fysiske medier, bliver den også solgt som CD og vinyl med en booklet på 80+ sider – kan blandt andet købes på Bandcamp eller hos Omnian Music Group, som Captured Tracks selv linker til (og sikkert også andre steder – søg, søg, søg).

Hvis du har brug for en primer på, hvad jangle (også kaldet “jangle pop”) er for en størrelse, kan du besøge Wikipedia-artiklen. Sat på spidsen kan man sige, at det er guitardrevet musik, der gør dig i bedre humør.

Genren har sit ophav i 1960erne, hvor især amerikanske The Byrds og The Beatles gjorde den populær. Ifølge Wikipedia er genren opkaldt efter teksten “in the jingle-jangle morning, I'll come following you” fra The Byrds’ fortolkning af Bob Dylans ‘Mr. Tambourine Man’.

Siden har lyden krydset med andre genrer og bevæget sig væk fra folk-rocken. Men den relativ stramme opskrift gør også, at der ikke er stor musik-innovation og -forskellighed på spil her. Til gengæld lyder det fantatisk.

The Byrds og R.E.M.

På Captured Tracks’ opsamling er det ikke svært at høre ophavet hos The Byrds. Det sætter en ekstra streg under, hvorfor de er et vigtigt bands for især amerikanerne og deres musikalske selvforståelse (vi skal huske, at The Beatles’ ‘Rubber Soul’-album var inspireret af The Byrds, ikke omvendt).

For eksempel lyder ‘She Was Unkind’ af The Ferrets [YouTube] nærmest som om, det er løftet direkte fra ‘Mr. Tambourine Man’-albummet – især introen. Jeg synes især, det lyder som titelnummeret [YouTube] og ‘Spanish Harlem Incident’ [YouTube]

Derudover er det også tydeligt, at det tidlige R.E.M. er en stor inspiration fra flere af grupperne – som Pitchfork også nævner i deres anmeldelse af opsamlingen (som jeg synes, du skal læse – den er virkelig god læsning).

Jeg har aldrig selv lyttet så meget til R.E.M., så jeg må tage deres ord for gode varer. Jeg har dog i denne forbindelse smålyttet lidt til ‘Murmur’ fra 1983, og jeg må sige, at jeg godt kan høre inspirationen. Mildest talt 😉

Der er andet end britisk 80er

For mig er det personligt vigtigt at høre opsamlingen, fordi lige præcis denne lyd og dette årti normalt står i Storbritanniens tegn.

Nej, sangene på “Strum & Thrum” var bestemt ikke del af den amerikanske mainstream (der var et helt andet sted), men opsamlingen bliver en musikhistorisk dokumentation af, hvordan USA i 1980erne også lød.

Og det er vigtigt.

Det forhold er da også en del af Mike Snipers og Captured Tracks’ formål med at samle og udsende opsamlingen:

“It makes sense that the first volume of Excavations is Strum & Thrum. As an American label, we’ve often wondered why British, Aussie, and Kiwi indie rock from the ‘80s has had the most influence on modern acts and the collector’s market.

Granted, the music released on Creation, Sarah, Cherry Red, Postcard, Flying Nun, et al. during that era was fantastic, but a parallel to this sound existed in the US and Canada as well. Outside of bands like R.E.M., the Rain Parade, the Dream Syndicate, and a few others, most of these bands received little attention from national or international press outlets and markets – unless they opted for a “big ‘80s” sound and signed to a major.

The acts on this compilation are the antithesis of that, with a true DiY spirit that lead many of these bands to self – record and self – release within tiny local scenes in small cities and college towns across America.”

Men vi er langt væk fra main stream. Mange af grupperne var meget lidt kendte og blev aldrig til det store (flere af dem har kun én sang på Spotify – den, der er med på opsamlingen).

Som Aquarium Drunkard, der interviewede Mike Sniper i forbindelse med udgivelsen, skrev: “It was a scene only in retrospect.”

Jeg ved ikke med dig, men at musikken er så marginal gør mig kun endnu mere interesseret – og benovet over, at musikken ikke nåede bredere ud. For der er nogle lækre skæringer imellem. Lad os lytte til tre af dem.

Tre personlige favoritter

Efter at have lyttet solidt til opsamlingen i de seneste dage er jeg parat til at udpege tre numre, der står ud fra resten for mig:

1) The Windbreakers - All That Stuff

Ligesom med mange af de andre grupper på opsamlingen, finder du ikke mange andre sange på Spotify med The Windbreakers. De har dog en Wikipedia-side, der fortæller os, at de har intet mindre end ni udgivelser (en af dem er en compilation) på CV’et.

Sangen på ‘Strum & Thrum’ er katalogiseret forkert – de er opgivet som ‘Windbreakers’ og ikke ‘The Windbreakers’. Søger du på det rigtige bandnavn, finder du deres egen opsamling, ‘Time Machine (1982-2002)’, hvor ‘All That Stuff’ også er på.

Sangen blev oprindelig udgivet på LP’en ‘Terminal’ i 1985.

Man skal ikke have hørt meget The Byrds, for at det lyder bekendt, og jeg synes, der er blot en smule Michael Stipe (R.E.M.) i vokalen.

Lyt med: På Spotify eller på YouTube:

Bid lige mærke i de små kokette hop, stortrommen laver hist og her. Fin detalje. Og så er jeg – udover guitarlyden – fan af basgangen. Go’ 80er.

2) Bangtails - Patron Of The Arts

Et fint bevis på, at man ikke skal bedømme en sang på starten. De første 13-14 sekunder går med noget klaverspil og ambience (måske nogle cafélyde), inden den klassiske jangle-guitar sætter ind.

Sangen udkom i 1987 på gruppens ‘Hypnotic Downpour’-EP, men du finder ikke andre sange med dem på Spotify.

Måske er det Bangtails, der lyder anderledes, eller måske er det fordi, vi er senere i 1980erne, men jeg synes, man kan høre en forsmag på, hvordan amerikansk rock kom til at lyde i 1990erne.

Eksempelvis tror jeg, at en af grundene til, jeg er så glad for ‘Patron Of The Arts’, at den minder mig om The Connells’ ‘Ring’-album fra fra 1993 (der indeholder ‘‘74-’75’ og derudover er totalt undervurderet). Wikipedia logger da også ‘Ring’ som blandt andet jangle pop.

Nu begynder trådene at dukke op for mig – jeg sagde jo, at det er en vigtig opsamling for mig at lytte til 😉

Lyt selv med: På Spotify – eller på YouTube:

3) Vandykes - Breaking My Heart

Det her er min absolutte favorit på opsamlingen. Hvis den var blevet spillet for mig, uden jeg kendte kunstneren, havde jeg gættet på, at vi her har at gøre med et kulthit fra den britiske scene, måske et Manchester- eller Glasgow-band.

Vandykes var dog amerikanske (de kom fra Boston, står der på Discogs) og må ikke forveksles med The Van Dykes, der var en vokalgruppe i 1960erne – denne sang er fra 1984.

Discogs afslører, at Captured Tracks faktisk har en lillebitte fejl i deres titel. Den er ikke (det grammatisk korrekte) ‘Breaking My Heart’, men i stedet ‘Breakin My Heart’. Vi lader den gå.

Der er især et sted i sangen, jeg er vild med. Lyt fra cirka 1:18 og frem, hvor nummeret går ned og daler i intensitet, og man måske tænker, det er ved at være slut til, at guitaren kommer på igen, efterfulgt af bassen og trommerne. Det er altså godt.

“Breaking my heart / I don’t care anymore / ‘cause you’re breaking my heart” 🎶

Min Last.fm-profil afslører i øvrigt, hvor hyppigt jeg har lyttet til den sang på ganske få dage…

Lyt med: På Spotify – eller på YouTube:

Det var det for denne gang.
Tak, fordi du læser med♩