Space Oddity på rumstationen
Cover-versionen, Bowie selv kaldte den "nok mest gribende version af sangen nogensinde". Kom med ud i rummet og ned i copyright-reglerne.
Nu du er her: Skal du ikke abonnere på nyhedsbrevet og have næste artikel direkte i din indbakke?
Måske har du allerede set denne syv år gamle video (knapt 48 millioner visninger er alligevel en del), men for mig var det nyt, da jeg i forrige uge opdagede denne smukke cover-udgave af Bowies klassiker fra 1969:
Manden, der synger, er den canadiske astronaut Chris Hadfield – og ja, videoen er optaget på den internationale rumstation, ISS. Hadfield blev dermed ikke blot den første canadier i rummet, han blev også den første til at optage en musikvideo i rummet.
(Nyd lige det øjeblik, hvor han synger “I’m floating in the most peculiar way” og elegant løfter fødderne og svæver. Chills.)
Cover-udgaven er ret tro mod originalen, skønt teksten er ændret lidt hist og her. For eksempel synger Hadfield “Close your Soyuz hatch” i stedet for “Take your protein pill” med reference til den russisk producerede arbejdshest indenfor rumfart, Soyuz-fartøjet og -raketten.
Det er i øvrigt et Soyuz-fartøj, vi ser forlade rumstationen og lande på Jorden i slutningen af videoen.
Bag klaverarrangementet står den canadiske singer/songwriter Emm Gryner, der i en periode spillede klaver i netop David Bowies band – men adskillige år efter ‘Space Oddity’-tiden.
Bowie var fan
I anledningen af 20-året for det første hold astronauter på rumstationen i starten af november skrev The New York Times om Hadfields video fra 2013. Artiklen linker til denne The Washington Post-historie fra 2014, der kunne fortælle, at cover-versionen atter var tilbage på YouTube, og at David Bowie selv havde kaldt Hadfields udgave for “den nok mest gribende version af sangen nogensinde”.
Årsagen til, at videoen blev pillet ned fra YouTube var ikke, at Hadfield havde brudt nogle regler. Tværtimod. The Economist skrev i 2013, at canadieren og hans søn Evan (der har produceret videoen) brugte adskillige måneder på at få en aftale i hus med Bowie og hans team.
Aftalen lød på et år, og den udløb selvfølgelig i 2014, inden den blev forlænget med to år – og siden er blevet forlængere yderligere (må vi antage, siden videoen stadig er på YouTube).
Det skulle vise sig at være en god idé, for som The Economist-artiklen fortæller, gælder copyright-reglerne også i rummet.
Som Hadfield skrev på Twitter i 2013:
“I'm very glad we were methodical and legal with David Bowie's creation.”
Stadig en populær astronaut
Hadfield er generelt en af de astronauter, der har været gode til at fortælle om livet i rummet. Blandt andet om, hvad man spiser, hvordan man børster tænder, og hvordan man sover stående – skønt hans store gennembrud selvfølgelig kom med musikvideoen.
I 2014 gav han en TED-talk med overskriften “What I learned from going blind in space”, og han bliver stadig brugt til at fortælle om rummet. I marts måned var han med i et afsnit af Wireds ‘Autocomplete Interview’, hvor interviewpersonen svarer på nogle af de mest populære søgninger på ens eget navn, og han anmeldte science fiction-film for Variety.
Wired har tidligere brugt ham til at “debunke” myter om rummet.
Hans cover-udgave af ‘Space Oddity’ er desuden at finde på hans album ‘Space Sessions: Song From a Tin Can’, som du blandt andet kan høre på Spotify. Hvis du mere er til originalen, er den selvfølgelig også på Spotify.
Og ja, ‘Space Oddity’ er et ordspil på Stanley Kubricks film fra 1968, ‘2001: A Space Odyssey’. Filmen tjente som inspiration til Bowies sang.
Jorden rundt på 90 minutter
I øvrigt: Hvis du har læst dette og tænker “gad vide, hvor den internationale rumstation er lige nu”, så har det europæiske rumagentur, ESA, et live-opdateret kort til dig.
Den bevæger sig med cirka 27-28.000 km/t i en højde af 400 km. Med den fart tager det kun lidt over halvanden time at komme rundt om Jorden. Whoosh! ◉
Tak fordi, du læser med.
// Lars K Jensen